Stole med sædeløft – også kaldet katapultstole

Her er en overskuelig oversigt over vores hvilestole med sædeløft. Alle stolene, der er nævnt i dette indlæg, har sædeløft og kan lænes tilbage. To af stolene har tilmed en indbygget fodhviler, som kan el-betjenes. De andre stole kan selvfølgelig leveres med en tilhørende separat fodskammel. Sædeløft-stolene kan fås både med el-betjening og med et manuelt sædeløft (med gaspatron, der kan udskiftes).

Stole med sædeløft bliver også kaldt ”stole med katapult-sæde”. Men det er, trods alt, et stærkt overdrevet udtryk som giver billeder af, at farmor bliver skudt ud af stolen…

Livskvalitet er også at have frihed til at vælge selv

For eksempel at vælge at rejse sig fra sin stol. Masser af mennesker i Danmark oplever, at de må vente til der kommer hjælp i hjemmet, før de kan få hjælp til at rejse sig. Indtil da, må de blive siddende. Der er selvfølgelig borgere, hvor de, af den ene eller anden årsag, ikke kan håndtere et sædeløft, og slet ikke alene. Men borgere der bare mangler hjælp til at kunne rejse sig, får betydelig bedre livskvalitet, når de ved egen hjælp – og på eget initiativ – kan rejse sig og gå fra stolen. Gå fra stolen og foretage sig noget andet end at sidde.

Og det er hvad et sædeløft kan hjælpe med. Det løser ikke alle problemer (forflytningsvanskeligheder kan også skyldes nedsatte kognitive færdigheder, smerter, balanceproblemer og sikkert meget andet), men det fjerner problemet med ikke at kunne at komme op af stolen.

Komfort – individuel tilpasning

Selvom hvilestolen har et indbygget sædeløft, skal den stadig leve op til kravet om at være god at sidde i. Derfor tilpasser vi også disse stole individuelt lige som andre komfortstole, hvilestole , seniorstole og hvad de ellers bliver kaldt. Kært barn har mange navne. Vi tilpasser stolene på samme måde og med samme interesse for brugerens siddestilling, ligesom alle andre stole fra SiddeDesign.

En stol på 4 ben og med et godt armlæn (der passer til brugeren) er i sig selv et godt udgangspunkt, når man skal rejse sig. Farstrup Comfort tilbyder ikke drejesokkel-stole sammen med sædeløft. Alle vores stole med sædeløft er på 4 ben, så man kan opleve en sikker sædeløftsfunktion. Det er stole der står godt fast på gulvet, og med armlæn der giver støtte hele vejen op til stående stilling.

Den forholdsvis langsomme hævefunktion (netop ikke et katapult-sæde) og en løftekurve, der ikke bare hælder brugeren ud på gulvet, men netop løfter op og kipper ud, hjælper brugerens knæstrækkere (muskelgruppen omkring knæled) til at komme op af stolen. Der findes flere sædeløftsstole på markedet, der blot efterlader brugeren på gulvet med bøjede knæ. Det kan netop være den del af forflytningsprocessen der er problemer med (altså nedsat styrke omkring knæleddet).

Ekstra sikkerhedsforanstaltning

Der er i MultiPlus 5040 og MultiPlus 5930 en ekstra sikkerhedsforanstaltning. Hvis fodklappen ikke er slået ind (helt ind), kan brugeren ikke få sædeløftet til at virke. Og også omvendt: hvis sædeløftet ikke er kørt helt ned, kan brugeren ikke få fodklappen til at virke. Hvorfor? Der er indtænkt, at brugeren skal kunne få fodfæste ved sædeløftet. Det er vigtigt, at der er kontakt til gulvet, når man skal op og stå. Hvis fodklappen er halvt udslået, kan det være vanskeligere at finde balancen, når man skal op og stå.

Til sidst er der blot at nævne, at når man slipper knappen på fjernbetjeningen, stopper funktionen. Det har den intuitive effekt, at når man har fornemmelsen af at kunne rejse sig det sidste stykke, slipper man knappen, og så stopper løftefunktionen. Stolen kan stå med sædet løftet op til man kommer tilbage igen. Så er der mulighed for at blive kørt nænsomt tilbage i siddestilling, i stedet for evt. at ”falde” det sidste stykke ned i stolen.

Stor brugervenlighed med fjernbetjening

Den langsomme hævefunktion er god og giver et stabilt og sikkert løft. Til brugere der er udfordret på balancen, er det især vigtigt, at hvilestolen ikke løfter for hurtigt op.

Og så er der fjernbetjeningen, som slet ikke er så fjern. Den sidder fast på stolens motor (godt skjult under stolen) med en praktisk spiral-ledning. Betjeningen kan enten sidde lige ved hånden på stolens sidesarg eller på et lille panel (af træ), så den er indenfor synsvinkel. I nogle tilfælde, kan man få knapper monteret diskret under stolens armlæn. Brugervenlighed kan i nogle tilfælde også være, at fjernbetjeningen kan flyttes væk fra brugeren af stolen, og om på stolens ryg, så en hjælper kan betjene den. Det kan vi også hjælpe med.

Der er ikoner på fjernbetjeningen så man kan genkende funktionerne fra hinanden. Ikonerne er dog ikke særlig store, så de kan være svære at se. På nogle af fjernbetjeningerne er der kun pile op og ned.

Populære stole med sædeløft

7 forskellige hvilestole fås med hjælp til at komme op at stå

Fordele og ulemper ved sædeløft

Der er ikke kun fordele ved en hvilestol med sædeløft. Man skal selvfølgelig kun investere i sådan én, hvis man har brug for det, eller man har en kendt progressiv sygdom, hvor man med sikkerhed kan sige, at man får brug for et sædeløft. I de tilfælde kan man med stole med sædeløft forlænge perioden, hvor brugeren kan være selvhjulpen. Omvendt er der ingen grund til at købe en stol med sædeløft, bare fordi man har afholdt sin 70-års fødselsdag. Mange mennesker på over 90 har ikke brug for sædeløft. Og borgere under 50 har sædeløft på deres hvilestole, fordi de har brug for det.  Det er altså ikke direkte aldersbetinget.

Vi anbefaler at man bruger alle sine funktioner så længe man kan. Det er med andre ord ikke vores anbefaling, at man skaffer sig en hvilestol med sædeløft, hvis man ikke har brug for det. Man kan risikere at benytte sædeløftet fordi det føles lettere, men så bliver muskler og ledbånd belastet mindre, og så svinder styrken og efterhånden også funktionen. For muskler, der ikke bliver belastet, mister styrke, og med en svagere muskulatur får man flere funktionsnedsættelser. Der er risiko for at starte en nedadgående spiral, som netop retfærdiggør hjælpemidlet, men som måske aldrig var blevet nødvendigt.